Spin historisk set: Valgkamp har altid været en kamp om stemmerne

Kampen er flyttet fra det lokale forsamlingshus til fjernsynet, og det har sat fokus på spin

Af Jens Ravn-Olesen, fhv. politisk redaktør - 29.1.05 - 11.30

Valgkamp har altid været en kamp om vælgernes stemmer. Men vælgerne har ikke været de samme. Hvis vi går helt tilbage til valgene før 1915-grundloven indførte begreberne kredsmandater og tillægsmandater, gjaldt valget kreds for kreds ud over landet de lokale kandidater. Den, der fik flest stemmer, var valgt, og alle de øvrige stemmer fik ingen indflydelse på resultatet. Partibegrebet var mindre konkret, f. eks. var det Venstre, der kæmpede imod Højre og den parlamentarisme, hvor Folketingets flertal udpegede regeringen, delt i forskellige, til tider skarpt kæmpende fløje.

Da valgloven sikrede, at alle partier fik repræsentation i forhold til deres samlede stemmetal ud over landet, fik partierne større betydning, og selv om et folketingsvalg stadig var en lokal affære – de fleste steder med overvægt at lokale kandidater – fik landspartiets politiske program og valgmateriale en hovedrolle. Den stærke, lokale personlighed var ikke tilstrækkelig, hvis han ikke samtidig tilhørte et af de partier, der havde en solid forankring i lokalområdet. Samtidig voksede partiernes medlemstal og dermed deres økonomiske styrke i en valgkamp. Ud over landet var det partierne, eller i hvert fald de fire ”gamle” partier, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre med listebogstaverne A, B, C og D, der i fællesskab tilrettelagde kredsens såkaldt firkantede valgmøder. Mindst et i hver af kredsens – dengang betydeligt flere – kommuner.

Denne tradition, der først for alvor blev trængt med fjernsynets fremkomst, er vigtig, hvis man skal tale om spin i en historisk kontekst. Den fortæller nemlig noget væsentligt om, hvad der kræves af en politiker – og dermed også, hvordan hun eller han med eller uden spindoktorers hjælp kan præsentere sig og sin politik med gennemslagskraft. En Anders Fogh Rasmussen ville ikke slippe godt fra i fjernsynet at lade sine modkandidater bruge en times tid på at kritisere ham og hinanden for derefter stilfærdig at tage ordet med følgende budskab: Nu har i gode folk, hørt, hvad alle de andre mener. Skulle vi så ikke slutte med en sang.

Det kunne I.C. Christensen ovre i sin valgkreds i Ringkøbing amt. Denne og hundredvis af andre vælgermødehistorier cirkulerede og blev til tider udgivet i små samlinger. Ikke for at afsløre spin, men fordi humor, både den venlige og den mere morbide, spillede en væsentlig rolle dengang. De fungerede både afslappende og formidlende og som forsøgene i dag på at nedgøre modpartens – nej ikke argumenter, men tal og påstande. Og det var nok lidt sjovere at overvære.

Det firkantede vælgermøde, der ofte kunne samle mere end hundrede mennesker i det lokale forsamlingshus, er en saga blot. Nu mødes toppolitikerne to-tre gange i valgkampen rundt i landet i store haller. Ikke så meget for de lokale mødedeltageres, som for fjernsynets skyld. Og hvis der overhovedet bliver tid til nogle få spørgsmål ”fra salen”, er det kun til ære for traditionen, har intet med den virkelige meningsudveksling med vælgerne at gøre, som var de gamle vælgermøders egentlige funktion og charme.

Spin var lokalt bestemt. Adressen kunne være bidsk mod modstandere, eller det kunne være en opmuntring til tilhængerne. Men ve den – f. eks. en udefra hentet kandidat – der ikke kendte egnen og dens folkelige vid. Et skifte fra Fyn til Jylland – for slet ikke at tale om en ”kjøvenhavner” på glatis i provinsen – var et oplagt offer, samtidig med, at han – dengang var det sjældent en kvinde – skulle træde varsomt. At opstille en jysk bonde i København var utænkeligt, det ville være en for fristende godbid for københavnerviddet.

Med andre ord, så er spin et lige så gammelt fænomen, som begrebet er nyt. Det ændrede sig med doktor Starcke, Retsforbundet, og hans ”tak, fordi jeg måtte komme ind i Deres stue” i radioen. Og forfinedes til en selvstændig politisk øvelse med fjernsynsskærmen. Aksel Larsens brækkede ben var utilsigtet spin. Men det virkede, så det aldrig er blevet glemt, når spindoktorer overvejer deres kandidaters muligheder. Ingen har dog endnu frivilligt lagt ben til, men i vore selvpromoverings- og realityprogrammers tid skal man ikke lade noget for utænkeligt.

Politikken kommer i anden række. Hvis man overhovedet når bag om gensidig mistænkeliggørelse og taltrylleri, når det egentlige synes at gælde performance frem for budskaber. Det er måske det overtagende spin-hysteris væsentligste minus, langt alvorligere for den demokratiske debat end diverse spektakulære krumspring på underholdningsindustriens boldbane.