Spin der skilte sig ud i valgkampens midterste fase

Af Mie Femø Nielsen 4.2.05 - 18:59

Så nærmer vi os slutspurten af valgkampen. Der har naturligvis vedholdende været masser af spin, og heldigvis også stor iver efter at påpege det. Ikke al spin er imidlertid lige god, og ikke alt er lige godt lavet. Jeg vover derfor igen et øje og tildeler priser til den spin, der skilte sig ud:

Ugens dumme

Det må igen være Mogens Lykketoft, der får prisen for at have lavet det dummeste spin. Enten får han dårlig rådgivning eller også demonstrerer han, at forberedte budskaber har deres begrænsninger. Når kampen står i duellerne mellem skattestoppet og skatteloftet, så har Fogh forberedt et spørsmål, der er genialt i al sin enkelhed, og Lykketoft plumper hver gang i.

Ugens farlige

I valgkampens midterste fase har der været konkrete beskyldninger mod flere ministre for at lyve. Dermed ligger vi faktisk ud over, hvad der tæller som spin, hvis definitionen er, at det er det, der ligger mellem sandheden og løgnen. Indtil sagen er afgjort, må de imidlertid indstilles til prisen for ugens farlige spin. Den ene sag drejer sig om Pernille Rosenkrantz-Theils spørgsmål på TV2's vælgermøde, "Nu vil jeg gerne vide, hvem af de to ministre, der lyver", hvor undervisningsministeren havde svaret ét på et §20-spørgsmål, mens justitsministeren (og måske også indenrigs- og sundhedsministeren) på vælgermødet sagde det modsatte (om der var skåret ned eller ej i Folkeskolen). Den anden sag drejer sig om statsministerens påstand om, at der eksisterer en "hemmelig aftale" mellem De Radikale og Socialdemokraterne. Se Peter Harders analyse af Foghs afvisning af beskyldningen for at lyve.

Ugens smarte

I valgkampens midterste fase får De Radikale og SF prisen til deling. De har begge fået en masse medieomtale på at gå over grænsen. Se også artiklerne om De Radikales Benetton-film, citaternes forhold til deres oprindelige kontekst, samt artiklen om SF's stunt med at lade deres valgavis plagiere Urban.

Ugens boommert

I valgkampens midterste fase må Lars von Trier og Zentropa få prisen. De får så mange priser for deres glimrende arbejde, men måske er politik ikke lige deres metier. Plakaten med rød maling kan man godt forstå, at Søren Espersen fra Dansk Folkeparti er så begejstret for, at han gerne selv havde betalt for den. Ikke at man nødvendigvis skal lægge noget i den reaktion; det kunne også være et udtryk for happyface-spin, altså lige meget hvad fremstille sig som en vinder. Men Søren Espersen har ret. Denne plakat vil gavne Dansk Folkeparti og VK, så hvis målet var at sætte dem på plads, så har analysen svigtet. Lå valget på vippen, så kunne et stunt som dette lige være det, der gav V de sidste vigtige stemmer. Men kan de nu virkelig være så dumme ude på Zentropa? Peter Aalbæk Jensen plejer at vide, hvad han gør, når han omgås pressen. Så hvad får de ud af det i Filmbyen? Plakaten gør mere for Zentropa, end den gør for VK, for O og for oppostionen. Den fremstiller dem som gutsy og uafhængige. Men hvis prisen for det er at skade den sag, man vil gavne, så viser billedet måske Lars von Trier efter at boomerangen ramte.

Ugens elegante

Prisen går til Anders Fogh Rasmussen, der har en markant brug af det personlige pronomen "jeg", når han står med en dårlig sag, hvor han ikke kan fremsætte løfter eller ændre VK's politik, men alligevel godt vil distancere sig fra sagen. Senest i forbindelse med stregkoderne, hvor han fx i sin kronik i Berlingske Tidende 4.2.05 siger i et svar til Mogens Lykketoft: "Jeg bryder mig lige så lidt om stregkoder, som du gør". Her gøres sagen til et spørgsmål om personlig smag, og personlige holdninger har man jo lov at have i et parti, selv om man må rette ind efter partiprogrammet. Sådan kan man tale imod sin egen politik uden at ændre på den. Elegant! Fortsættelsen i samme kronik er ikke mindre elegant, så den kan få en bonuspris. Den lyder: "Og det skal vi have gjort noget ved. Men der er altså kun 6 af 271 kommuner, der i dag anvender stregkoder. Så mon ikke vi kan løse den sag i fællesskab? Lidt mindre kritik og mere om, hvad du selv vil, ville være på sin plads." Her vises vilje til at rette op på sagen; sagen selv bagatelliseres; der loves intet; og endelig gøres Lykketoft gøres til medansvarlig for løsningen. Det må siges at være elegant, når nu politikerne har opgivet at prøve at forklare, at stregkoder faktisk kan være et smart hjælpemiddel til at spare tid. Eksemplet med kassedamen, der ikke længere skal taste alle priser ind, lå ellers lige for. Der må da være nogen hjemmehjælpere, der finder det rart at slippe for at skulle notere så meget om deres besøg. Foghs afsluttende svada om "Lidt mindre kritik..." har jeg tidligere komplimenteret ham for.