Spin der skilte sig ud i valgkampens første uge

Af Mie Femø Nielsen 25.1.05 - 23:05

Så er første uge af valgkampen omme. Der har været masser af spin, og heldigvis stor iver efter at påpege det. Ikke al spin er imidlertid lige god, og ikke alt er lige godt lavet. Jeg vover et øje og tildeler priser til den spin, der skilte sig ud:

Ugens dumme

I valgkampens første uge får Mogens Lykketoft prisen for at have lavet det dummeste spin. Manden har været i politik i en menneskealder, og nu skal vi så tro på, at han ikke ved så meget om politisk kommunikation. Jeg græmmes og opfordrer til efteruddannelse, med særligt påbud om ikke at pjække, når der står troværdighed på skoleskemaet. Hr. Mogens Lykketoft, det hedder "Det er de andre der spinner-spin". Og det virker ikke, selv om du fastholder budskabet.

Ugens farlige

I valgkampens første uge må regeringens læk af notatet om Socialdemokraternes jobplan være ugens farlige. Spin der eksploderer mellem hænderne på spinneren? Se fx dækningen påDR og TV2. Mediedækningen har bestemt været som et fyrværkeri.

Ugens smarte

I valgkampens første uge får Venstre.dk prisen. En af Spinnesidens brugere mener, at hackerhistorien havde til hensigt at henlede opmærksomheden på Venstres nye valgsite. Er det ikke sandt (og det finder vi kun ud af ved at finde en deep throat), så er det i hvert fald godt fundet på. Jeg har ikke fundet nogen deep throat, men finder så absolut spin-historien mest sandsynlig. Og så er det jo lidt sjovt, at den på forhånd udråbte vinder går og laver offer-spin.

Ugens boommert

I valgkampens første uge vinder Billy Adamsen fra Socialdemokraterne prisen. En af Spinnesidens brugere har indberettet hans spin, som måske skulle kaldes boomerang-spin. Radioprogrammet kan høres her. Se også artiklen Øjenkrogsopmærksomhed.

Ugens elegante

Prisen må ubetinget gå til Foghs priming af valgdatoen ved at lække den til pressen via en minister ugen inden. Se herom. Smukt arbejde! Det giver håb for fremtiden, at det tydeligvis kan lykkes at forfølge strategiske mål uden at nogen kommer til skade, og samtidig med at man viser stor elegance.