Støttet af statistikken
Regeringen fik i går nærmest uhindret lov at spinne de spritnye arbejdsløshedstal til sin egen fordel. Hvor var Lykketoft og co.?
Af Pernille Honoré 29.1.05 - 11.28 Danmarks Statistik offentliggjorde forleden den nyeste opgørelse over antallet af ledige. Tallene var ventet med spænding: En nedgang i antallet af ledige kunne være ligeså effektivt skyts i valgkampen for regeringen som ubelejligt for oppositionen. Resultatet blev et fald på 1700 fuldtidsledige, dermed havde 171.900 i december sidste år ikke et job at stå op til. En af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens (V) kommentarer i løbet af dagen lød sådan: - Jeg mener, at faldet (i arbejdsløsheden, red.) er så markant, at vi nu med sikkerhed kan sige, at kurven er knækket. Nu slår den positive økonomiske udvikling, vi satte i gang med forårspakken, også endelig igennem på arbejdsløsheden, sagde ministeren til DRs Nyheder. Den udtalelse var måske ikke voldsomt overraskende. I en valgkampssituation skal Hjort Frederiksen naturligvis bruge selv en forholdsvis beskeden fremgang i beskæftigelsen som bevis for regeringens ubetingede succes. Derfor er det helt oplagt at gribe til statistik-spin og anvende tallene til at drage en konklusion, der rækker videre end antallet af arbejdsløse: At regeringens forårspakke fungerer. Hvor blev modspillet af? Omvendt havde oppositionen brug for at kunne så tvivl om Hjort Frederiksens utvetydige konklusion. Her var der støtte at hente hos Jyske Banks økonom Peter Skøttegaard Øemig, der stillede sig skeptisk over for ministerens konklusion, idet han udtalte, at det økonomiske opsving og forårspakken kun har haft begrænset effekt på arbejdsmarkedet. Endelig spåede regeringen, at effekten af forårspakken ville være 22.000 færre ledige, men foreløbigt er tallet dog kun 13.700. Hvorledes forholdt oppositionen sig? I TV-Avisen kl. 21 holdt statsministerkandidat Mogens Lykketoft (S) sig til sit tidligere luftede argument: At der er kommet 30.000 flere ledige under den nuværende regering. Hans arbejdsmarkedsordfører, Jan Petersen (S), sagde tidligere på dagen: - Det er da glædeligt, at arbejdsløsheden faldt i december. Men der er stadig tale om et meget lille fald, og det er derfor alt for tidligt at tale om et afgørende gennembrud. Socialdemokraternes vilje til at bestride Claus Hjort Frederiksens udtalelser var således meget lille, hvilket må undre. Med den klare opbakning fra Jyske Bank i ryggen havde Lykketoft haft belæg for at udstille ministerens konklusion som skråsikker og overdrevet. Hvorfor afstod Lykketoft fuldstændig fra denne strategi, som ellers ikke har været ham fjern indtil videre i valgkampen? Spinnesiden ville gerne have spurgt Mogens Lykketoft om, hvorvidt han og hans parti har forholdt sig tilstrækkeligt kritisk til arbejdsløshedstallene, og om oppositionen følte sig udsat for spin fra beskæftigelsesministerens side. Desværre var det ikke muligt at få en kommentar fra Mogens Lykketoft.