De filmfolk kan noget med ketchup

Af Gitte Gravengaard, ph.d.-studerende Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet

Mine medpassagerer i bussen var ved at få deres latte-to-go galt i halsen onsdag morgen. Ikke fordi buschaufføren kørte dårligere, end den slags plejer at gøre, men fordi filminstruktør Lars von Trier i egen person tonede frem i en reklame i metroXpress.

Reklamen bestod af et billede af Lars von Trier smurt ind i en rød væske. Teksten henover billedet lød: ”Kære Anders Fogh.....dit parlamentariske grundlag er stadig svinsk”.

”Har de nu igen været efter Fogh?” spurgte min (ganske vist lidt ældre) sidekvinde i bussen, da jeg havde studeret reklamen i nogle minutter. Jeg svarede: ”Nej”, men måtte give hende ret i at koblingen med en aktion mod statsministeren for et par år siden lå lige for. Von Trier var, som Fogh dengang, klædt i jakkesæt, og von Trier havde rød maling i ansigtet og på tøjet, ganske som Fogh også havde det dengang. Protesten nu, som dengang, var vendt mod regeringen og Danmarks deltagelse i krigen i Irak.

Og von Trier og Zentropa er ikke de eneste kunstnere i Danmark, som inden for den sidste uge har erklæret sig uenige i beslutningen om Danmarks deltagelse i Irak-krigen.

Kunstnere mod krig

For nogle dage siden stod en større gruppe danske kunstnere frem og beskrev i en annonce deres forargelse over Danmarks deltagelse i krigen i Irak. Man proklamerede desuden, at man om få dage ville arrangere en demonstration for at vise sin uenighed med regeringen. Pressemødet på en café i indre by blev dækket af både DR og TV2 og af de store dagblade.

Målet med tiltaget var at få medieomtale, men det var også mere end det. Medieomtalen var således et middel til to ting:

1. At komme på den offentlige dagsorden og få vælgerne til at diskutere krigen og dens legitimitet – og i sidste ende stemme på andre end regeringen, hvis man var enig med kunstnerne.

2. At få sagen på den politiske dagsorden. På kort sigt for at få den diskuteret i valgkampen, på længere sigt for at få nyvalgte politikere til at tage anderledes beslutninger.

Andre debatsagførere end politikere

Det er altså ikke kun politikerne, der lige nu kæmper for at få deres sag på mediedagsordenen. Også organisationer, institutter og mere ’almindelige mennesker’ gør en stor indsats for at få medierne til at omtale deres sager.

’Debatsagførere’ kalder man i agenda setting-forskningen de personer eller organisationer, som søger at skabe opmærksomhed omkring en given sag. Debatsagførernes mål er, at få deres sag gjort til en debatsag, og det kan kun ske ved, at sagen omtales i medierne, dvs. kommer på mediedagsordenen. Alle håber de, at mediernes omtale af en debatsag kan medføre, at sagen også kommer til at optræde på den offentlige dagsorden (det befolkningen er optaget af) og på den politiske dagsorden (det politikerne diskuterer) – og at det kan få en effekt.

Ofte skal der noget til for, at en sag kommer på mediernes dagsorden; en trigger-event for eksempel. En trigger-event er det, som sætter hele processen i gang. Det kan være demonstrationer, som kunstnerne lovede forleden, eller det kan være reklamer som dem, Zentropa og Lars von Trier i går indrykkede i metroXpress. Formålet med disse planlagte begivenheder er at få medieomtale. Og derigennem få sin debatsag på den offentlige og på den politiske dagsorden.