Fogh er ingen statsmand

Af Kasper Hyllested, stud.mag. og politisk blogger på www.hyllested.net

Statsministerens nytårstale har fået flottere anmeldelser end nogen tidligere nytårstaler. Repræsentanter for samtlige partier - fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti - stillede sig pligtskyldigt i kø foran de snurrende tv-kameraer for at rose statsministeren for at "lægge dagligdagens politik til side". Selv medierne - der ellers burde tage os bag den sædvanlige taktiske leg, Christiansborg er inficeret med - faldt pladask for Foghs tale.

Dagbladet Politiken, der ellers er kendt for at kritisere regeringen på lederpladsen, kaldte nytårstalen "fin og taktfuld". Og samme dagblad havde hentet forstærkning fra højeste sted ved at spørge teolog og direktør i Søren Kierkegaard Forskningscenter Niels Jørgen Cappelørn om hans syn på talen. Cappelørn mente, at "… det lykkedes statsministeren at sætte nogle meget præcise ord på følelserne, ubegribeligheden og hensynet. Det har en meget stor betydning".

Talen fik også de politiske kommentatorer til at gå i selvsving. Ingen troede nu længere på, at Fogh ville udskrive folketingsvalg lige med det første, og de mindede alle om, at Poul Nyrup i 2001 troede, han kunne ride på en bølge af medvind som følge af den "statsmands-effekt" han havde opnået efter terrorangrebene den 11. september i New York og Washington D.C. Den fejl ville Fogh ikke begå.

I medierne blev Fogh efter sin nytårstale udråbt som en stor statsmand. En titel, han også blev besmykket med efter han stod i spidsen for EU's optagelsesforhandlinger, der førte til den endelige Østudvidelse. Men Fogh er ikke den fødte statsmand, og i bund og grund passer statsmandsrollen ham meget dårligt, og den er svært forenelig med den stil, han har anlagt som politiker.

Fogh er nemlig "timet og tilrettelagt". Da han vandt valget i november 2001 var alting nøje planlagt. Han og den daværende partisekretær Claus Hjort Frederiksen havde i flere år forberedt alting ned til mindste detalje. De havde hver en blå mappe med faneblade, der havde titler som "Udkast til regeringsgrundlag", "Tale til Dronningen", "Ministeremner" etc. Intet kom som en overraskelse for Fogh.

Det er sådan, vi kender ham. Som manden, der har styr på tingene, og ikke sådan lader sig hyle ud af den.

Men statsmandsrollen fordrer noget helt andet, specielt i tilfælde af nationale katastrofer. Her skal man kunne være spontan. Man skal kunne dele sorger, trøste og indgyde ro og tryghed hos befolkningen. Og hér kommer den firkantede Fogh til kort.

Det så man klart med nytårstalen, hvor Fogh tydeligvis forsøgte at påtage sig en rolle, som han ikke befandt sig vel i.

Ser man konkret på Foghs tale, så består den af to elementer: Personlige refleksioner samt faktuelle informationer.

En kort optælling viser, at talen består af 957 ord. Her af er 390 af dem i sætninger, der udelukkende eller overvejende indeholder faktuelle informationer fra staten til borgeren om situationen i katastrofeområdet. Det er mere end 40 pct.

Det er sætninger som "Fra regeringens side gør vi alt for at skaffe oplysning om de savnede og for at få hentet alle danskere hurtigt hjem. Vi har et tæt samarbejde med Sverige og Norge, som er endnu hårdere ramt end vi." Ikke meget følsomhed her, men derimod klar og præcise informationer fra staten til borgeren.

På tilsvarende vis med det afsluttende: "For at mindes de mange danske ofre for katastrofen vil der i morgen blive holdt en mindegudstjeneste i Københavns Domkirke. Mindegudstjenesten vil blive indledt med 2 minutters stilhed. Jeg vil gerne opfordre alle til at deltage i de to minutters stilhed for at ære og mindes ofrene. Endvidere vil der også i morgen blive flaget på halvt fra alle officielle bygninger." Mere officielt kan en meddelelse næsten ikke gives!

Der er ikke meget statsmands-retorik over det. Det minder snarere om en infomercial fra det offentlige Danmark, som mere hører hjemme i et indslag i OBS end i en nytårstale fra vores statsminister.

Hele talen varede omkring 7 minutter, hvilket er under halvdelen af den tid, der normalt er afsat til formålet. Fogh plejer nok at kunne udfylde sin taletid, men har tydeligvis ikke følt, at han havde mere at sige. Han havde givet de informationer, som han skulle, og brugt nogle af de klassiske fraser som " en katastrofe af et så ekstremt omfang, at det nærmest ikke er til at forstå" og "Vore tanker går til alle ofrene og til deres pårørende".

Men før man fortjener prædikatet statsmandstale, så mangler der altså noget. Der mangler personlig indlevelse. Hvor er Fogh selv henne? Hvordan har han mærket katastrofen? Det er ham, der bør kunne sætte ord på det, som vi føler.

Foghs nytårs tale var kort, kontant og kedelig. Men et godt spin og en usædvanlig indpakning gjorde det muligt for ham at sælge den som noget, den ikke var. Ved at lægge " dagligdagens politik til side" og kun tale om katastrofen, så flyttede han vores opmærksomhed fra det reelle indhold.

Det er flot kommunikationsarbejde, men det er ikke statsmandspolitik.