Anders Fogh Rasmussens nytårstale blev ikke, som den plejer. Han talte ikke til vælgerne, men til befolkningen. Vi mødte ikke en politiker, men en statsleder. En rolle, vi sjældent ser politikerne udfylde.

Analysen her skulle have handlet om, hvor retorisk forudsigelige danske statsministres nytårstaler er. Overskriften lå allerede klar: ”Same procedure as last year, Fogh”. Først en lille, personlig fortælling, der knytter an til værdier som frihed, fællesskab eller demokrati, så en lang opremsning af alt det gode, regeringen har fået fra hånden i det seneste år, og så en lidt kortere opremsning af alt det gode, regeringen har tænkt sig at få fra hånden i det kommende år. Men den forberedte overskrift er lagt tilbage i dokumentmappen, for nytårstalen blev, som alle ved, ikke som den plejer på grund af naturkatastrofen i Asien. I stedet holdt Anders Fogh Rasmussen en kort tale, hvor han trådte ind i statsleder-rollen, som sjældent udfyldes så overbevisende.

Lad det være sagt med det samme: Set herfra var talen meget vellykket. I Anders Fogh Rasmussens nytårstale mødte vi ikke en politiker, men en statsleder; han henvendte sig ikke til vælgerne, men til befolkningen. Det er meget sjældent, at vi ser danske statsministre hæve hovedet fra diskussionerne om budgetter og reformer, for at tale til hele landet, uden at man har på fornemmelsen, at der mellem linjerne føres valgkamp. Opgaven for statsministeren var denne gang ikke at få regeringen og dens politik til at fremstå bedst muligt for vælgerne, men i stedet at demonstrere kompetent lederskab i en svær situation.

150.000 døde og oliemilliarderne
Ligesom den svenske statsminister, Göran Persson, valgte Anders Fogh Rasmussen at tale udelukkende om naturkatastrofen i Asien. Til sammenligning valgte regeringslederne i Norge og Finland at indlede deres taler med et afsnit om naturkatastrofen i Asien for så at gå over til det planlagte program. Ser man de to sidstnævnte taler, er det meget tydeligt, at Foghs prioritering var det rigtige valg. Det kan nok ikke gøres mindre elegant end som norske Kjell Magne Bondevik, der i overgangen mellem afsnittet om Asien og resten af talen forgæves prøver at komme naturligt fra katastrofen til den norske stats fremtid. Det ender med at virke meget søgt:

”Naturkatastrofen har rystet optagetheden af livets trivialiteter af os. Større perspektiver trænger sig på. Hvilken vision har vi for Norge, for vor nation?”

At prøve at komme fra 150.000 døde til, hvordan Norges regering skal forvalte oliemilliarderne fremover, er dømt til at mislykkes. Godt nok talte Kjell Magne Bondevik en del om landets rolle i verden, men argumentationen mundede ud i, at vi jo også skal huske, at der gerne skal være nok til pensionerne om 50 år. Koblingen er og bliver smagløs.

Patosbalancen
Analysen her skulle også, hvis Anders Fogh Rasmussen havde holdt en almindelig nytårstale, have handlet om, hvor ubehjælpelig den sproglige formulering som regel er. I bedste fald er den jævnt kedelig og klichefyldt, mens den i værste fald er inerverende og selvmodsigende. Sådan blev det ikke denne gang.

I et stilistisk meget knapt sprog, der gik langt uden om metaforer, analogier og malende beskrivelser, holdt talen patosbalancen. Situationen var og er i sig selv ladet med så mange følelser, at en udpensling af katastrofens gru, ville være unødvendig. I stedet leverede statsministeren fattet en række faktuelle informationer om situationen sammen med en konkret handlingsplan. På den måde var det ikke kun i emnevalget, at statsministeren satte dagligdagens politik til side – også sprogligt rammer talen en tone, der er afstemt til situationen.

Den sjældne statsleder
Rollen, som Anders Fogh Rasmussen påtager sig i talen, er kompleks. Det løser statsministeren ved gradvis at gå fra en selvfremstilling som én af folket til rollen som statsleder.

I de første minutter taler Anders Fogh Rasmussen som en mand i niveau med befolkningen. Når han siger om katastrofen, at ”Den præger os alle. Den påvirker os alle”, så inkluderer han i sit ’os’ alle mennesker, uanset hvor i samfundet de befinder sig, også sig selv. Denne del af rollen bruger han til at udtrykke medfølelse med de mange, der er tilskuere til katastrofen. Herefter påtager han sig et kollektivt ’vi’, der dækker over regeringen med ham som leder: ”Regeringen har nu besluttet …” og ”Fra regeringens side lægger vi op til.” Her er Anders Fogh Rasmussens rolle regeringslederen, der kompetent styrer det praktiske beredskab i forbindelse med katastrofen.

Først fem minutter inde i den godt otte minutter lange tale tager Anders Fogh Rasmussen fat på spørgsmålet om savnede danskere. Samtidig træder han ind i rollen som Danmarks leder ved at skifte fra regeringens kollektive ’vi’ til det personlige ’jeg’. Indtil da har han kun sagt ’jeg’ en enkelt gang, mens han i de resterende 3 minutter siger ’jeg’ hele syv gange. Statslederens rolle er håndteringen af det, man kan beskrive som befolkningens følelsesmæssige beredskab i krisesituationer. Han skal træde frem, sætte ord på situationen og befolkningens følelser for så at komme med en opfordring til, hvordan befolkningen skal forholde sig.

I dagene omkring 1. januar var der stor usikkerhed om antallet af savnede danskere. På få dage steg tallet til over 400. I talen trådte Anders Fogh Rasmussen ind og håndterede uvisheden i befolkningen. Først ved at komme med sin udlægning af situationen som en potentiel national tragedie og dermed definere krisens karakter. Derefter ved at sætte ord på følelserne: ”vi evner næppe at sætte os ind i følelserne … det må være forfærdeligt”. For så at opfordre til, hvordan følelserne skal håndteres: at stå sammen i det, der bliver en svær tid.

Nytårstalen var vellykket, først og fremmest fordi Anders Fogh Rasmussen udfyldte rollen som statsleder overbevisende, både gennem hvad han sagde, og måden han sagde det på. Som det nok er fremgået, er jeg ikke normalt fan af danske statsministres retoriske evner, slet ikke i forbindelse med nytårstaler. Men i år var en undtagelse. Indtrykket var en statsminister, der sagde præcis, hvad der skulle siges, og mente hvert et ord.

Men talen var også vellykket, fordi statsministeren konsekvent lagde dagligdagens politik til side. Naturligvis har talen en politisk effekt, selv om hensigten ikke var politisk. Indtrykket af Anders Fogh Rasmussen som statsleder forsvandt ikke, da talen sluttede, det vil følge ham ind i valgkampen 2005.