Politikere har fået bedre talevilkår i præsentationsprogrammer

En ny undersøgelse fra Københavns Universitet viser, at politikere får bedre talevilkår i medieinterviews end i Anker Jørgensens statsministertid. Det rejser tvivl om den forfaldstankegang, der traditionelt tegner et billede af journalister som sensationsjagende og overfladiske.

  Af Jacob Grønholt-Pedersen 7.2.05 - 15:13

  I et tv-studie sidder en journalist tilbagelænet i en stol med hænderne over maven og et tilfreds smil på læben, mens to teknikere er ved at bære en knockoutet politiker ud af studiet:

”Det var en succes! Han fik ikke indført et eneste ord”, lyder det fra journalisten.

Scenen stammer fra en vittighedstegning i Politiken for nogle år siden, men kunne ifølge en udbredt holdning lige så godt have været virkelighed. Mange har nemlig en opfattelse af journalister som en flok glubske hunde, der kun er ude på at skabe sensationer og få politikeren til at bryde sammen og tilstå alverdens uhyrligheder.

Der var nemlig engang, hvor alting var bedre. Dengang, hvor journalister var gentlemen, der respekterede politikerne, hvor journalister objektivt formidlede den dialogen mellem borgere og folkevalgte, og hvor medierne ikke var overfladiske og ødelagte af kommercielle interesser.

Bekymringen for, hvordan journalister optræder i interviews, er rimelig nok. Det er nemlig slet ikke ligegyldigt, hvilke spørgsmål, der stilles en minister, som skal udtale sig på tv om et aktuelt emne. Eller hvilke spørgsmål, der her i dagene op til folketingsvalget stilles i Krydsild på DR, hvor repræsentanter for de opstillede partier har deres demokratisk sikrede ret til at få belyst deres politik og synspunkter på landsdækkende tv.

For hvis aggressive journalister med anklagende og fjendtlige spørgsmål forringer politikernes mulighed for at udtale sig offentligt om det, der er deres ret og pligt, så er det et problem for selveste demokratiet. Fordi de dermed forhindrer dialogen mellem vælgere og folkevalgte politikere – den dialog, der er demokratiets nerve – og fordi det i høj grad er igennem interviews, politikere får mulighed for at deltage i denne dialog.

Men sammenligner vi eksempelvis DR’s Krydsild med de tilsvarende programmer fra tidligere valgkampe, er der flere ting, der peger på, at kritikken af journalister ikke altid er berettiget. Billedet er i hvert fald ikke entydigt.

Går vi tilbage til Anker Jørgensens statsministertid – til valgkampene i 1979 og 1981 – og ser på DR’s valgudsendelser, finder vi flere afgørende forskelle. Det første, der springer i øjnene, er, at politikerne fik lov til meget lange svar. Journalisterne afbrød sjældent, mens politikerne talte, men ventede – nærmest i ærbødighed – indtil politikeren havde gjort sit svar færdigt. Og hvis politikeren gjorde tegn til at ville sige noget – måske inden journalisten havde stillet sit spørgsmål færdigt – fik han eller hun uden videre lov til det.

Kigger vi derimod på selve de spørgsmål, der blev stillet, finder vi, at de ofte var meget lange, hvilket gjorde det umuligt for politikeren af svare enkelt. Det kunne være spørgsmål, der ophober en masse fakta, påstande og skjulte anklager, som politikerne nødvendigvis måtte forholde sig til, inden de kunne svare på selve spørgsmålet.

Eller hele interviewet kunne bestå af en lang række spørgsmål, hvor journalisten forsøgte at presse politikerne til indrømmelser om brudte valgløfter eller forfejlet politik. Politikerne indrømmede naturligvis ikke noget som helst, men forsvarede sig hårdnakket mod journalisternes anklager, og reel information om partiernes politik blev der ikke meget af.

I dag ser vi, at den tidligere respekt eller ærbødighed for politikerne er væk. Journalisterne har en mere fremtrædende og aktiv rolle i interviewet og har i dag mere kontrol over interviewets gang, end de havde dengang. Man får indtryk af, at journalisterne nærmest sidder og venter på enhver lille mulighed for at afbryde politikeren, så de kan stille et nyt spørgsmål.

Men til gengæld ser vi i dag kortere og mere præcist formulerede spørgsmål, som ganske vist stadig er kritiske, men som giver politikeren mulighed for rent faktisk at svare på selve spørgsmålet uden først at skulle forsvare sig mod alverdens anklager og påstande. Desuden oplever vi, at journalisterne stiller flere spørgsmål af typen ’Hvad er jeres holdning på det og det område?’, hvilket giver politikerne mulighed for at fortælle om deres politik. Det så vi slet ikke i 1979 og 1981.

Så selvom politikerne i forhold til dengang får mindre tid og plads at udtrykke sig på, får de reelt bedre vilkår at tale under.

Journalisterne er efter alt at dømme hverken blevet mere eller mindre kritiske, men forskellen er, at de dengang forholdt sig skeptisk til politikerne. At være kritisk er en grundlæggende forudsætning for god journalistik, men at være skeptisk betyder, at journalisterne i forvejen har dømt politikeren som skyldig og utroværdig.

Så den almindelige opfattelse af journalister som dårligere og mere fjendske, overfladiske og sensationsorienterede end tidligere, er altså langt hen ad vejen en myte.

Men hvad er der så galt? Hvorfor sidder vi så ofte med en følelse af, at kommunikationen mellem borgere og politikere er blevet dårligere og mere overfladisk?

Måske er problemet slet ikke journalisterne. Måske skal vi i stedet kigge på politikerne. Er det i virkeligheden dem, der med deres spindoktorer og nøje planlagte kommunikationsstrategier, har fjernet sig fra borgerne og er blevet sværere at interviewe om det, borgerne egentlig fortjener at få svar på? Måske er de den største trussel mod den dialog, som er så grundlæggende for vores demokrati.

Vittighedstegningen med den knockoutede politiker passer ind i de fleste menneskers billede af politisk journalistik. Men måske er billedet af den selvtilfredse og slesk smilende politiker, der scenevant undviger enhver ømfindtlig substans, mens en svedende og let desperat journalist forsøger at få blot et enkelt klart svar ud af ham, mere i overensstemmelse med virkelighedens verden.